• 6.png
  • 18.png
  • 1.png
  • 14.png
  • 10.png
  • 15.png
  • 16.png
  • 7.png
  • 5.png
  • 13.png
  • 2.png
  • 17.png
  • 4.png
  • 3.png
  • 20.png
  • 12.png
  • 9.png
  • 8.png
  • 19.png
  • 21.png
  • 11.png

Kaperne fra Allinge


Allinge har en spændende historie som fortjener at komme mere frem i lyset. Kaperne er en alt for overset vinkel på Danmarks historie og samtidigt har kaperkrigen været med til at skabe det Allinge som vi kender i dag. Vi starter med at skrue tiden 200 år tilbage. Tiden er 1807. Englænderne har uden foregående krigserklæring overfaldet København og bemægtiget sig den danske flåde. Raseriet er overvældende men samtidigt ligger Danmark helt åbent overfor angreb fra søsiden. Kongens modtræk var at tillade kaperiet. 600 kapertilladelser blev givet, hvoraf 80 tilfaldt Bornholmske kapere. Heraf kom flere fra Allinge.


Johan N Holm - En af de første kapere i Allinge

Han boede i Østergade nr. 9. Han blev født omkring 1785. Hans far døde hvorefter hans mor med 4 børn giftede sig samme år. Johan Nielsen Holm´s papfar hed Christian Pihl. Johan og hans pap far var blandt de første kapere i Allinge.

Allerede inden kongens tilladelse til kaperi var nået over til Bornholm havde den Bornholmske Amtmand givet en række tilladelser til kaperi. Johan Nielsen Holm og hans far, Christian Pihl, fik allerede deres kaperbrev den 3/11 1807 blandt de første Bornholmske kapere.

En beretning om den første bornholmske kapring fra Allinge findes i Rigsarkivet. Det er en rapport som er skrevet af kaperformændene og afsendt til Bornholms amtmand, Frederik Thaarup. Det lyder således:

”Hermed må vi til behagelig efterretning melde, at i dag eftermiddag kl. omtrent 5 - 6 gik vi, undertegnede med flere ombord, først til en engelsk koffardibrig, som var armeret med tre kanoner, og lå til ankers for Allinge…..

Ligeledes har vi erobret et brigskib ”Eward” armeret med tre kanoner, ført af kaptajn Johan Fel, hjemmehørende og destineret til Hull England, ladet med planker og fyrrebjælker, fører 10 mand stærk og har to mand som passagerer fra et andet engelsk skib……”

Allinge den 6. november 1807

Hans Jørgen Allinge - Christensen Pihl - Mogens Allinge

Hans Jørgen Christensen - Johan N. Holm

At Allingeboerne var hurtige i vendingen kan ses af at Amtmand Thårup gav tilladelse til at kapre Engelske og svenske skibe den 3. november 1807, hvor han frigav et kaperreglement. Og allerede den 8. november var den første priseret sat. Over de erobrede skibe fra Allinge! De kaprede skibe blev kaldt priser.

Om erobringen af de to brigger meddeler en anden samtidig beretning, at nogle få ubevæbnede Allingeboere tog ud til tre engelske skibe med fisk og fjerkræ, som de gerne ville sælge. Englænderne indlod sig i handlen og sendte en båd i land, hvis besætning blev anholdt. Efter besøget ombord kendte Allingeboerne besætningens størrelse og gik om aftenen til angreb bistået af nogle søfolk fra Rønne. Nogle dage senere erobrede man endnu tre engelske skibe. Disse blev tagne ved list. Allingeboerne prajede skibene, mens de gik under sejl, og under påskud at ville sælge proviant. Men under presenninger havde de fredeligt udseende handelsfolk skjult en trop væbnede mænd, der sprang ombord og satte kaptajnen pistolen for brystet og bemægtigede sig skibet.

Allingeboerne overraskede således de engelske skibe ved Allinge. Ee to engelske skibe blev sejlet til Christiansø, hvor skibene og deres landinger skulle godkendes af prisedomstolen. Prisedomstolen skulle sikre, at kaperne kun kaprede de fjendtlige skibe og at kaperne i øvrigt overholdte kaperreglementet og blandt andet behandlede fangerne godt. Prisedomstolens opgave var dog også at sælge priserne og deres ladninger til de højst bydende. Disse priser bliver de første priser, der er registreret på Christiansø i forbindelse med Englænderkrigene.

Den 27. november 1807 kunne amtmanden meddele regeringen, at Allingeboerne havde kapret 5 skibe som priser til en samlet værdi af 132.000 Rigsdaler på kun en måned. Efter amtmandens beretning til regeringen skriver Kronpris Frederik tilbage til Amtmanden den 15. december 1807 ”Hr. amtmanden må på den kraftigste måde søge for, at understøtte de brave Bornholmeres mod og ånd, som jeg da er vis på brænder af attrå efter at hævne konges og fædrelandets fornærmelser, og derved vise sig deres forfædre værdige”.

Kaperlauget fik de 2/3 mens resten tilfaldt staten.

Det blev til cirka 1.000 rigsdalere pr. mand. I nutidspenge svarer en ridsdaler til mindst 30-40 kr. så det var mange penge! Udover kaperkaptajnerne, var en stor del af Allinges befolkning beskæftiget i Kaperiet. Alene til kaperiet af de fem første priser fra Allinge, har mindst 20 mand været involveret i kaperiet og sandsynligvis langt flere. Derudover har mange andre af byens borgere nydt godt af kaperiet. De flere penge har givet mere omsætning hos købmændene, større byggevirksomhed og meget mere.

De tjente kaperpenge betød, at Johan Nielsen Holm fik råd til at gifte sig. Han bosatte sig fast i 1808 i Allinge og drev med stort held kaperiet herfra.

Til sidst gik det galt. Herom har slægtstraditionen leveret de følgende enkeltheder:

”Med sin lille jagt førte Johan Holm sommeren 1811 en ladning heste fra Bornholm i den hensigt at afsætte dem i den nærmeste danske havn. Det var en farlig chance sejlads, for heste var en krigskontrabande…. Jagten blev da også opbragt af en engelsk orlogsmand og ført til Ystad, hvor Johan Holm blev arresteret. Hans hustru og venner i Allinge skaffede dog en større sum til hans løskøbelse, men for hustruen betød det salg af de fleste ejendele, selv de kostbare familiesmykker gik med. Johan Holm kom hjem til Allinge nytårsaften i en åben robåd, hvor han havde krydset Hammervandet. Han var overiset og forkommen, men var atter en fri mand.”

Johan Holm sad fanget i 16 måneder og i løbet af sit fangenskab fik han en masse suppe. Af suppebenene lavede han dominobrikker samt et skrin til dominobrikkerne. I dag findes dominosættet på Rønne museum.

Efter englandskrigene tabte vi Norge og den danske stat gik bankerot. Der ventede strenge tider for den danske befolkning og fattigdommen prægede også Allinge. Mange af kaperne havde levet godt under englandskrigen, men pengene var også hurtigt blevet brugt for manges vedkommende. Men flere havde gemt pengene af vejen, investeret klogt og brugte siden hen pengene til at starte nye virksomheder op.