|
Kaperlivet var livsfarligt, men gevinsten var omvendt så stor, at mange drog af sted.
Adskillige bornholmske kaperbåde blev opbragt af fjenden, og besætningerne måtte tilbringe resten af krigen i krigsfangenskab. I nogle tilfælde i flere år. En oplevelse, de færreste kom fra med livet i behold.
Andre forliste og adskillige søfolk omkom. Hvor mange bornholmske kapere, der døde i de syv-otte vilde år, hvor kaperiet stod på, vides ikke. Men et kvalificeret gæt er flere hundrede.
Og når en gik bort, var der altid nogen der sad tilbage. For et stykke tid siden modtog jeg et brev fra Poul.
Poul fortæller her historien om ”Den pæne dame”
»I mine bedsteforældres stadsstue (i Aakirkeby) stod der på et bord et lille kvindeportræt – et foto af et maleri. Damen på billedet må have været ikke så lidt af en skønhed i sin ungdom, og vi børn omtalte hende da også altid som "Denj pena daman".
Men hvem var hun?
Når vi spurgte farfar, blev han mærkelig tavs og ville ikke svare. Men vi fik efterhånden presset ud af ham, at ”denj pena daman” hed Gjartrud, og at det var hans mormor.
En dag fik farfar besøg af en kone, der fortalte os, at Gjartrud var præstedatter, at hun var ulykkeligt gift med en sørøverkaptajn, der både var fordrukken og brutal - og som tilmed havde klippet guldøreringene af hende for at skaffe penge til brændevin.
Den historie afviste bedstemor totalt: Kællingesladder over en kaffekop! Der skulle ikke snakkes nedsættende om afdøde familiemedlemmer. Men hvem ved: Måske havde hun selv solgt sine smykker for at overleve...
Jeg har haft ”sladderkællingens” historie rumlende i baghovedet, indtil jeg nylig fik mulighed for at undersøge sagen nærmere og i den lokale kirkebog fandt Gjartrud Holm.
I kirkebogens opgørelser over døde kvinder stod der om Gjartrud Holm: ”Hun ernærede sig ved Spinning, døde som Fattiglem. Manden død i Engelsk Prison.”
Hun var altså ikke præstedatter. Kirkebogen afslørede også, at Gjartruds far var møbelsnedker Hans Kayser i Neksø - og at hendes mand ikke var »sørøverkaptajn«.
Gjartrud Kayser blev gift med bornholmeren Hans Michael Holm, der 28 år gammel blev eksamineret og fik styrmandspatent. Parret flyttede til København.
Hvilke fartøjer Hans Michael Holm sejlede med, har jeg ikke kunnet opspore. Men skal man dømme udfra det gamle billede, så må parret have haft et rimeligt udkomme. Et udkomme, der ikke slet står i stil med ”sladderkællingens” fortælling og beskrivelse af Gjartruds ægtemand.
I foråret 1808 finder vi imidlertid Hans Michael Holm, som styrmand på briggen ”Pauline” på 22 1/2 lester, ført af skipper Grønbeck fra Allinge, forsynet med kaperbrev. Og dermed faktisk kongelig priviligeret sørøver! Skibet bliver opbragt, og Hans Michael Holm ender på et af de berygtede engelske fangeskibe: ”Chatham”.
Dokumenter fra fangeskibet ”Chatham” fortæller, at Hans Michael Holm på et tidspunkt bliver løsladt mod at tage hyre som sømand på en ostindienfarer: ”Princip Amelia”.
Englænderne manglede desperat søfolk, og de danske fanger var under et stadig pres for at gå i engelsk tjeneste. Det blev der ikke set på med med milde øjne – hverken fra medfanger eller hjemme. Værst var det, hvis man tog hyre på marinefartøjer.
Hvad der siden skete med Hans Michael Holm vides ikke.
Historieskrivning har en tendens til at fokusere på de »store« og de synlige helte og glemme de virkelige helte: Dem, der ikke fik ridderkors eller ærestitler. Dem, der bar byrderne. De efterladte. Dem, der sad igen med sorg, savn og fattigdom i en tid, der ikke kendte til pension. De fortjener et langt mere synligt og varigt minde, end blot et godt gemt notat i en kirkebog:
»Hun ernærede sig ved spinning, døde som fattiglem. Manden død i Engelsk Prison. «
Jeg vil gerne betragte min tipoldemor som en af kaperkrigens virkelige helte. Gjartrud Holm var ikke den eneste!
Underskrevet Paul Otto Gaalaas-Hansen
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Denne sandfærdige historie illustrerer meget godt det dilemma som historieskrivningen har sat os i, når vi ser tilbage på tiden under Englandskrigene. Efter at den danske flåde enten var sænket eller bortført, så var den eneste mulighed for at opretholde suverænitet og dermed opretholde den danske stat det som kongen gjorde. Nemlig at tillade at private under meget kontrollerede former kunne kapre fjendens skibe. Over 600 kapertilladelser udstedte kongen og der kan ikke herske tvivl om at netop disse kapere var en af årsagerne til at Danmark ikke blev alvorligere truet af englænderne. Kaperne var en torn i øjet på englænderne som de gentagende gange forsøgte at komme til livs. Alligevel er denne del af danmarks historien fortiet og alligevel er denne del af historien nærmest ugleset. Adskillige familier har grundlagt deres formuer på kapergerninger og denne del af slægtshistorien er ikke den der oftest bliver fortalt. Det er som om at kapertiden og de handlinger der fulgte med var skammelige og ikke i orden for almindelige danskere. Men kaperne var lovlydige borgere der levede efter nogle meget strenge regler for hvad de måtte og ikke måtte kapre. Og ikke nok med det de kaprede skibe – priserne – skulle føres hen til en domstol, hvor de skulle godkendes som et lovligt krigsbytte. Og det skete, at priserne blev løsladt og kaperne blev idømt store bødestraffe enten fordi de havde opført sig imod kaperregelementet og f.eks. været unødigt grove ved fjendens besætning eller ved at skibene ikke var lovligt krigsbytte f.eks. fordi de kom fra ikke krigsførende lande.
Vi vil gerne fortælle en flig af kapernes spændende historie og vi vil gerne løfte sløret for hvilket betydning kaperiet havde for udkantsområderne på f.eks. Bornholm.
|
